Golfbox

facebook

Odder Golfklub i 1. division

Lørdag den 3. september mødte Odder Golfklubs bedste herrehold Vejle Golfklub i den sidste afgørende kamp, hvor vinderen kvalificerede sig til en oprykning til 1. division. Kampen blev afviklet på neutral bane i Hammel.

Fra sæsonstarten har truppens målsætning været en oprykning, men forud for den afgørende kamp havde spillerne den fornødne respekt for Vejle-holdet., som består af spillere med stor erfaring. På Vejles holdkort står bl.a. Anders Schmidt Hansen, som tidligere har været tæt på at kvalificere sig til Europatouren.

 

Odders spillere havde dog både troen på og viljen til at gå det sidste stykke selv om, at man måtte undvære en af truppens faste spillere til kampen, da Rasmus Lind er rejst til USA for at spille college-golf.

 

Men meget kvalificerede reserver stod klar i form af Rasmus Wagtmann og Kristian Leth. Holdets spillende træner Christian Nygaard valgte at lade Kristian Leth og Sebastian Wiis spille den ene foursome, mens Rasmus Wagtmann spillede single.

 

Odder viste efter de indledende foursomes, at de var bedre end Vejle, og Odder havde en føring på 5 – 1 efter de første tre kampe. Det var derfor kun nødvendigt med yderligere 5 point i de afsluttende 6 singler. Oliver Jespersen, Søren Lind og Rasmus Wagtmann sørgede for hver at vinde en single. Kampen sluttede 12 – 6 i Odders favør, og så var oprykningen til første division sikret. I næste sæson er Odder Golfklub derfor repræsenteret i landets næstbedste række for første gang i klubbens historie.

 

Alle i klubben er enige om, at oprykningen forklares ved det gode juniorarbejde, der har fundet sted gennem de seneste 4-5 år. Der er blevet fokuseret på elitearbejdet, og klubben har støttet op om de talentfulde spillere klubben har. Klubbens trænere - Christian Nygaard og Jesper Thorsøe - har formået at etablere et fantastisk elitemiljø, hvor der er blevet udvist en stor træningsindsats i både dame- og herretruppen. Det gode miljø og det gode kammeratskab har før denne sæson resulteret i, at 3 spillere fra andre klubber er kommet til Odder Golfklub..

 

Nu bliver det spændende at følge holdet i 1 division i sæsonen 2017.

1Div

Holdet der sikrede oprykningen til 1 division.

Bagest fra venstre Kristian Leth, Christian Nygaard, Jesper Thorsøe, Oliver Jespersen.

Forrest fra venstre Sebastian Wiis, Søren Lind og Rasmus Wagtmann